Gå til hovedindhold

Frivillig Fredag: Tusind tak til alle vores frivillige

I dag er det Frivillig Fredag.

I den anledning fejrer vi frivilligheden, og vi vil gerne rette en stor tak til alle I ildsjæle, der hver dag er med til at skabe mere livsglæde, fællesskab og selvværd hos børn og unge. Vi er dybt taknemmelige for det engagement og den omsorg, som I bringer ind i foreningen. Vi beundrer jer alle, og det, I bidrager med, er helt uvurderligt.

Frivilligheden er hjertet i Børns Voksenvenner. Hver dag gør alle I frivillige en enorm forskel, både for vores forening og for de børn og unge landet over, der har brug for en ekstra fortrolig voksen i deres liv. Gennem tid, nærvær og engagement skaber I trygge relationer, som styrker børns trivsel og giver dem oplevelsen af at være betydningsfulde for et andet menneske. TAK for det ❤️

"Det bedste ved at have en voksenven er, at der altid er én, der har tid til mig." - August, 11 år

 

 

Mød Christina: Frivillig venskabsmatcher 

Christina, frivillig voksenven

Christina er frivillig venskabsmatcher i Børns Voksenvenner. Christina valgte at blive frivillig, da hun manglede noget mere meningsfuldt i sin hverdag. Som venskabsmatcher er hun med til at skabe de bedste rammer for nye venskaber mellem børn og voksenvenner, og det giver hende stor glæde at bidrage til noget, der gør en konkret forskel for børn.

Christina er som venskabsmatcher ved at lave sit allerførste match mellem en voksenven og et barn: “Jeg glæder mig enormt meget til at se, hvordan de tager imod hinanden. Jeg tror, at det bliver så godt.”

Hun anbefaler også andre bare at springe ud i at blive frivillig:

"Det er ret fleksibelt og passer derfor også ind i en travl kalender. Så er der helt sikkert også det sociale fællesskab, som har overrasket mig så positivt. Og så giver det sig selv, det er meget meningsfuldt at være med til at lave relationer mellem børn og voksne. Det er vel nok det vigtigste, der findes i verden: at passe på vores børn og gøre dem glade. Det er så givende at være med til."

👉 Hør Christina fortælle mere om at være venskabsmatcher i videoen her.

 

 

Mød Mark: Frivillig voksenven

Mark, frivillig voksenven

Mark har været frivillig voksenven i Børns Voksenvenner i 1 år. Som voksenven oplever Mark på nært hold den forskel, relationen gør for hans 8-årige ven, og det er han stolt af. Samtidig understreger han, at venskabet også har givet ham selv nye perspektiver.

Mark fortæller, at han særligt har lært tre ting af at være frivillig voksenven:

"Tålmodighed i at lade relationen udfolde sig i det tempo, barnet har behov for. Nærvær i at være nærværende med min venskabsven. Og perspektiv, som kommer af at forstå, hvordan verden ser ud gennem min venskabsvens øjne."

👉 Hør Mark fortælle mere om at være voksenven i videoen her.

 

 

 

 

Fra én frivillig til alle de andre: En hilsen fra landsformanden

Kasper Tingkær, frivillig landsformand i Børns Voksenvenner

I Børns Voksenvenner er Kasper ikke kun landsformand. Han er også frivillig. Derfor får han de sidste ord på denne Frivillig Fredag:

"På Frivillig Fredag vil jeg gerne rette en stor og oprigtig tak til alle foreningens frivillige. Uanset om du er voksenven, venskabsmatcher, sidder i en lokalbestyrelse eller andet, er du med til at skabe noget helt særligt. Du giver børn nærvær, oplevelser og troen på, at de er betydningsfulde. Det er en indsats, der fortjener stor anerkendelse, og som vi er dybt taknemmelige for."

I dag fejrer vi alle jer, der gør Børns Voksenvenner til det, vi er.

Tak fordi I stiller op.
Tak fordi I skaber relationer.
Tak fordi I giver børn oplevelsen af, at der er én, der synes, de er noget helt særligt.

Og tak fordi I er med til at gøre en forskel, som rækker langt ud over de timer, I bruger.

 

 

 

 

Voksenvenner 2026 - Frivillig Fredag