Thumbnail

Gymnasieelever støtter Børns Voksenvenner

Der er mange måder at støtte Børns Voksenvenners arbejde på, og vi er taknemmelige hver gang nogen vælger at dedikere deres engagement til vores arbejde eller støtte os økonomisk. I efteråret oplevede vi støtte fra en flok unge gymnasielever i Ringsted.

Eleverne på Ringsted Gymnasium støtter Børns VoksenvennerFestudvalget på ZBC Ringsted Gymnasium besluttede ved skoleårets start, at overskuddet fra salg af alkoholfrie drikke ved efterårets fester skulle gå til Børns Voksenvenner. Derudover har eleverne opstillet et ”panthus”, hvor al pant ligeledes går til Børns Voksenvenner. Lige inden juleferien overrakte gymnasieeleverne så en flot donation på 2.171 kr. til Børns Voksenvenners satellitmatcherteam i Ringsted sammen med hobby-artikler som bolde, malebøger, brætspil m.m., som eleverne havde samlet ind.

I et opslag på Facebook fortæller formændene for festudvalget, Sebastian Jønsson og Tobias Nagel fra 3b, hvorfor valget lige faldt på Børns Voksenvenner:

”Vi vil gerne være med til at gøre noget positivt for lokalmiljøet, så på den måde, var det et logisk valg. Og når vi kan se den direkte effekt, ved f.eks. at hjælpe med at sende børn en tur i biografen, så er det jo bare ekstra fedt.”

Og elevernes opbakning til Børns Voksenvenners arbejde slutter ikke her. Resten af skoleåret samles der nemlig fortsat pant ind til fordel for Børns Voksenvenner.

”Det er fantastisk for os at få de penge, også fordi kendskabet til os ikke er så udbredt” fortalte Karina Andersen, der er frivillig matcher i Børns Voksenvenner til tv-midtsjælland.dk

Det er planen, at pengene skal bruges til velkomstpakker til nye venskaber. Det kan f.eks. være biografbilletter eller spil, som et nyt match af et barn og en voksen kan få, så de kan lave noget sammen, når de starter op.

Du kan læse mere om donationen og elevernes indsats her.