Thumbnail

Jubilæumsinterview med foreningens stifter, Gerd Augsburg

I anledning af Børns Voksenvenners 30 års jubilæum har vi interviewet foreningens stifter, Gerd Augsburg, om hvordan foreningen har udviklet sig, og hvad det er, der gør Børns Voksenvenner unik. 

Gerd Augsburg, stifter af Børns VoksenvennerI 1990 fik socialrådgiver Gerd Augsburg ideen til Børns Voksenvenner. Inspirationen kom fra den amerikanske organisation Big Brothers Big Sisters of America, og de første skridt på rejsen startede i København NV. I dag er vi en landsdækkende frivillig forening, og i 30 år har vi opbygget en systematiseret og grundig proces med at danne venskaber. Det giver både langvarige venskaber og medvirker til en tryg oplevelse hos både forældre og frivillige. I anledning af vores 30 års-jubilæum har vi interviewet Børns Voksenvenners stifter, socialrådgiver Gerd Augsburg, som stadig er tilknyttet foreningen som frivillig og æresmedlem. Du kan læse et udsnit her:

Gerd var ikke i tvivl om, at der var mange børn, som kunne have glæde af en ekstra voksen i deres liv. Deriblandt hende selv. ”Der gik mange år, før jeg så, at mit engagement i virkeligheden bundede i, at jeg kunne godt selv have haft brug for en voksenven, da jeg var barn. Det dér med at der var en voksen, som ville én. Mor var jo god nok, det var slet ikke det, men det er jo ikke nok. Det er jo ikke alt, man fortæller til mor, vel,” forklarer Gerd.

Spørger man Gerd, hvad det præcist er, Børns Voksenvenner kan, kommer svaret prompte. Børns Voksenvenner kan udvide børns primære sociale netværk: ”Det er den inderste kreds omkring børnene. Det er forældre og familie og meget, meget nære venner. Det har været den gængse tro, at det netværk kan man ikke rokke ved. Men det kan Børns Voksenvenner. Det er ret fantastisk,” siger Gerd.

Voksenvennerne er ifølge Gerd med til at udfylde det vigtige behov for at blive set, spejlet og forstået. ”Det er afsindigt vigtigt for børn i deres opvækst og deres selvværdsdannelse,” understreger Gerd.

Du kan læse hele interviewet i vores seneste årsberetning, side 10-13 - klik her.