Thumbnail

Og Frivilligprisen 2022 går til...

Det var til store klapsalver og et berørt publikum, at Troels Havtorn, som er frivillig voksenven i Børns Voksenvenner Aarhus, som den første nogensinde modtog Børns Voksenvenners Frivilligpris og dermed kan kalde sig ”Årets frivillige 2022 i Børns Voksenvenner”.
 

Det var Børns Voksenvenners landsformand, Poul V. Jensen, og direktør, Pia H. Christensen, der stod for overrækkelsen af prisen til Troels d. 30. april 2022 til Børns Voksenvenners årsmøde. Troels modtog Frivilligprisen som en anerkendelse af den store indsats og forskel, han gør for sit venskabsbarn. Alle har tidligere på året haft mulighed for at indstille en frivillig i Børns Voksenvenner til prisen med en skriftlig begrundelse. Den meget rørende indstilling af Troels som kandidat til prisen blev læst højt af direktøren, og her fremgik det tydeligt, hvor stor betydning venskabet har for både Troels og hans venskabsbarn, og hvor unik en relation de to har opbygget gennem årene.

"Jeg er meget beæret og utrolig stolt over at modtage prisen som årets voksenven. Det bekræfter, at jeg gør det rigtige, og jeg vil aldrig være det foruden. Jeg bliver stadig berørt, når jeg tænker tilbage til dagen og håber, vi vil være venner i mange år fremover! Jeg er mega stolt over at være voksenven og vil anbefale det til alle, der mener, de har noget at bidrage med." - Troels Havtorn

En fantastisk solstrålehistorie som virkelig bekræfter meningsfuldheden i vores arbejde og giver forstærket motivation til at lave endnu flere venskaber. Det var også en tydeligt bevæget og stolt Troels, der tog imod pris, blomster og check. Efterfølgende blev overrækkelsen fejret med champagne og balloner - endnu engang stort tillykke til Troels!


_______________
 

 

Det er første gang, at Børns Voksenvenners Frivilligpris bliver uddelt, og det skete til stort bifald fra frivillige, medlemmer og ansatte fra hele landet, som var samlet til en både udviklende, lærerig og hyggelig årsmødeweekend, der foruden prisoverrækkelsen bød på både repræsentantskabsmøde, årsmøde og generalforsamling. Læs mere om årsmødeweekenden her

Frivilligprisen kan gives til alle former for frivillige indsatser i Børns Voksenvenner. Indsatsen skal have givet en særlig værdi til lokalforeningen, landsforeningen og/eller til vores målgruppe. Det kan også være én, som har gjort noget særligt for børn i lokalsamfundet/samfundet. Alle kan indstille en frivillig til Børns Voksenvenners Frivilligpris ved at sende en motiveret indstilling til foreningens sekretariat på info@voksenven.dk.

 

Voksenven fra Aarhus vinder Frivilligprisen 2022