"Vi joker med, at jeg ikke er hans voksenven men hans naturven. I det hele taget griner vi meget, når vi er sammen."

Venskab ved første blik

Da Emil var 5 år gammel, druknede hans far på en ferie i familiens sommerhus. Det var selvfølgelig et chok for både Emil og Emils mor, Jeanett Jezewski: ”Det første år var ren overlevelse, men da vi igen kunne begynde at kigge fremad, besluttede jeg mig for at kontakte Børns Voksenvenner. Mit netværk består mest af kvinder, og Emil havde tydeligvis brug for en at snitte i pinde med og som ikke råber „pas på, pas på”, hver gang han kravler op på noget.”

Mange har spurgt Jeanett, om hun ikke var betænkelig ved at overlade sit barn til en fremmed voksen. Men det var aldrig en bekymring. ”Jeg stoler på, at de mennesker der melder sig som frivillige til at blive voksenvenner, er ordentlige mennesker. Og så har Børns Voksenvenner jo altså også en temmelig grundig screening- og matchningsproces.

Det eneste jeg var lidt spændt på, var Emils reaktion på at skulle have en voksenven. Jeg husker tydeligt, da matcherne fra Børns Voksenvenner spurgte Emill; ”Nå, vil du så ha´ en voksenven?” – hvortil Emil svarede ”Nej, men min mor siger, at jeg skal.” Den havde matcherne heldigvis hørt før, og i dag griner vi af det. For da Emil først havde mødt Jakob, var der ingen tvivl. Vi havde aftalt, at vi lige skulle vente til næste dag med at sige ja eller nej, men da Jakob havde været hos os en time hviskede Emil til mig: ”Ham vil jeg altså godt være ven med mor”. Og siden da har det bare fungeret fantastisk.”

På bølgelængde fra starten

Emils voksenven er socialrådgiver Jacob Schram Nielsen. ”Jeg ved fra andre voksenvenner, at der normalt går et par måneder, før børnene åbner helt op, men Emil og jeg var på bølgelængde lige fra starten. Jeg er fra Møn så jeg holder af at være ude i naturen og betragte dyrene. Og det er lige noget for Emil, han er en rigtig naturelsker. Vi joker med, at jeg ikke er hans voksenven men hans naturven. I det hele taget griner vi rigtig meget, når vi er sammen.”

Jakob er fra sit arbejde som socialrådgiver vant til at opleve mennesker, som er ”ramt af livet”, som han formulerer det. Men Jakob ser ikke det at være voksenven som en forlængelse af hans arbejdsliv. Tvært imod. ”Nej, jeg er ikke socialrådgiver eller pædagog for Emil. Overhovedet ikke. Når jeg er sammen med Emil, er jeg bare Jakob. Når man som jeg ikke forventer at få børnebørn, er det fantastisk at mærke Emils glæde ved vores venskab. Og så er det altså også ret sjovt at få lov at lege og se verden fra børnehøjde igen. Og at være med til at have hemmeligheder for mor – det gør vi ret meget ud af for tiden. ”

Emil har i forbindelse med sin fars død modtaget psykolog-hjælp, men Jeanett er ikke i tvivl om, at Emil og Jakobs venskab også har stor betydning for, at Emil i dag er en glad og velfungerende dreng. ”Udover at venskabet med Jakob giver Emil mulighed for at lave alle de ”mandeting”, jeg som kvinde ikke kan tilbyde ham på samme måde, så har Emil også fået langt mere selvtillid og mod på livet igen. For et år siden kunne jeg stadig ikke gå ned med skraldespanden uden Emil blev ulykkelig, fordi han var bange for, at jeg ikke kom tilbage. Nu plager han mig om, hvornår han må sove hos Jakob.”