Viden og resultater
TrygFondens Børneforskningscenter – forskning i venskabernes betydning
TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet påbegyndte i 2015 et forskningsprojekt om betydningen af en voksenven for børns udvikling.
Første del af forskningen – pilotundersøgelsen – blev offentliggjort i november 2018 og viser blandt andet, at forældre til børn med voksenvenner oplever Børns Voksenvenners grundige matchproces som tryghedsskabende og professionel. Pilotundersøgelsen viser desuden, at vores frivillige voksenvenner er drevet af at gøre en livsvarig forskel for et barn, som savner en ekstra fortrolig i deres liv.
Hovedundersøgelsen, som går i dybden med voksenvenners indvirkning på børns trivsel, gik i gang i 2019, og indsamlingen af indledende spørgeskemaer fra forældre og voksenvenner blev afsluttet i 2022. Forskerne er nu i gang med det videre arbejde med at lave statistiske analyser af et venskabs betydning for barnets trivsel på baggrund af den indsamlede data.
Som en del af forskningsprojektet indgår et ph.d.-projekt, som blev afsluttet i efteråret 2020.
Vennebasen – systematiseret viden om venskaber
Med støtte fra TrygFonden påbegyndte Børns Voksenvenner i 2016 udviklingen af en central database (Vennebasen), der giver en mere præcis, sikker og systematisk viden om vores indsats. Vennebasen digitaliserer hele processen fra ansøgning fra familier og voksenvenner og til selve match- og godkendelsesprocessen. Det gør, at vi kan opbevare personlige data korrekt samt trække statistik på vores venskaber. Dataene bliver desuden anvendt af TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet, der forsker i betydningen af at have en voksenven.
Vennebasen bliver løbende udviklet i takt med indkomne fondsmidler.
Undersøgelse af storebror/storesøster-indsats
Børns Voksenvenner fik i 2023 gennemført en undersøgelse af storebror/storesøster-indsatsen i samarbejde med Pluss Leadership. Det arbejde blev finansieret af Liljeborgfonden, som gennem en årrække også har støttet Storebror/storesøster-indsatsen hos Børns Voksenvenner.
I foråret 2024 blev undersøgelsen udgivet.