Årsmøde og generalforsamling 2023 | voksenven
Gå til hovedindhold

Årsmøde og generalforsamling 2023


Ildsjæle fra hele landet samledes for at styrke børn og unges trivsel og hylde årets frivillige ven

Lørdag den 22. april 2023 mødtes en stor gruppe ildsjæle til Børns Voksenvenners årsmøde. Det er ildsjæle, der brænder for børn og unges trivsel, og som hver dag gør et stort stykke arbejde – mange af dem frivilligt – for at gøre små smil større, og for at gøre hverdagen og fremtiden lidt lysere for mange børn, unge og familier. Lørdag var de samlet til årsmøde i Vejle, som blandt andet bød på, overrækkelse af foreningens årlige frivilligpris, fejring af stor bevilling fra Nordea-fonden, spændende foredrag med fokus på ildsjælebegrebet samt årets generalforsamling.

 

Årsmøde og generalforsamling 2023
 

Årets frivillige 2023 – frivillig familieven gennem 10 år

Et af dagens højdepunkter var overrækkelsen af Børns Voksenvenners Frivilligpris 2023, som gik til Rita Jensen. Rita har været frivillig familieven gennem Børns Voksenvenner, siden hun for 10 år siden blev matchet med Stine, som var enlig mor for Aura. Og det viste sig at blive starten på et fantastisk familievenskab, der som årene gik blot blev ved med at udvikle sig.

”Jeg var enlig mor til Aura på 6 måneder, og mit familienetværk var meget begrænset (…) Rita var energisk og fik meget hurtigt opbygget en tæt relation til mig og Aura, helt fra starten af. Mens jeg var på barsel, kom hun forbi og kørte ture med Aura i barnevognen, så jeg kunne få en pause eller få sovet. (…) Rita er blevet en del af vores familie, og deltager i alt fra fødselsdage til begravelser og juleaften. (…) Rita er den bedste bedstemor, man kan ønske sig. Alle har brug for en Rita!” skrev mor Stine i sin indstilling af Rita til prisen.

Rita tog imod titlen som ”Årets Frivillige 2023 i Børns Voksenvenner” med stor taknemmelighed. Hun fik overrakt både blomster, diplom og check fra landsformand, Poul V. Jensen, og direktør, Pia H. Christensen.

”Tusind tak. Jeg føler mig meget heldig. Jeg meldte mig som familieven, fordi jeg havde noget ekstra tid i hverdagen, men jeg har ikke selv børnebørn. Så venskabet med den lille familie har jo været en gave for mig. Tusind tak for prisen og for det arbejde, I laver. Jeg føler mig meget heldig,” lød det fra Rita.

”Og vi føler os meget heldige som forening at have frivillige som dig, der gør så stor en forskel,” fortsatte landsformand Poul. Han fremhævede, at selvom Frivilligprisen hvert år uddeles til en enkelt frivillig, som har gjort sig bemærket på en særlig måde, handler Frivilligprisen jo i høj grad også om at hylde og anerkende alle de mange hundredvis af frivillige – faktisk hele 1250 frivillige – der er en del af Børns Voksenvenner. De er alle med til at gøre en kæmpe forskel for rigtig mange børn og unge landet over, og er afgørende for at foreningen overhovedet kan eksistere, understregede han.

 

Ildsjælebegrebet, fejring af flot bevilling fra Nordea-fonden og generalforsamling

Årsmødet bød også på et spændende foredrag med den populære foredragsholder, Tommy Krabbe, der på inspirerende vis udfoldede ildsjælebegrebet og gjorde publikum klogere på dét at brænde for noget uden at brænde ud. Tommy formåede både at underholde, men bestemt også at give stof til eftertanke.

Til årsmødet blev også fejret en ny stor bevilling af Nordea-fonden til Børns Voksenvenner. Nordea-fonden har nemlig valgt at støtte Børns Voksenvenner med intet mindre end 8,6 millioner kroner til det fireårige projekt ”Flere matchere for flere venskaber”, der skal styrke foreningens matcherindsats, som er afgørende for, at der i sidste ende kan skabes venskaber.

Matcherarbejdet er helt centralt for Børns Voksenvenners arbejdet og eksistens, og der var derfor selvsagt rigtig god stemning, da alle fremmødte, til kølige bobler og en stor flot kage med både Børns Voksenvenners og Nordea-fondens logo, fejrede denne store og vigtige opbakning fra Nordea-fonden, som gør foreningens arbejde ekstra spændende og motiverende de næste fire år.

Dagen bød naturligvis også på foreningens årlige generalforsamlingen. Landsformand, Poul V. Jensen, fremlagde bestyrelsens beretning og fremhævede blandt andet, hvordan tendenser i samfundets udvikling har indflydelse på børn og unges trivsel, og dermed det stigende behov for foreningens arbejde. Regnskab og budget blev også fremlagt. Herudover blev to nye bestyrelsesmedlemmer – Lone Schultz Hedemand og Ann Lykke Davidsen – valgt ind i landsbestyrelsen. Der blev også valgt to nye suppleanter; Flemming Kristiansen og Peter Andersen. Den nye bestyrelse konstitueres på det første kommende bestyrelsesmøde.


Hvem er Børns Voksenvenner?

Børns Voksenvenners vision er at gøre en positiv langvarig forskel for børn og unge med spinkle voksennetværk. Vi skaber betydningsfulde venskaber mellem børn, der savner en ekstra fortrolig voksen og rollemodel, og frivillige voksne med tid og lyst til at gøre en forskel for et barn.

Kontakt os

Åbningstider

Mandag til torsdag:
Kl. 10.00 - 16.00

Fredag:
Kl. 10.00 - 15.00